Denne afhandling er resultatet af et ErhvervsPhD-projekt, der blev gennemført i et samarbejde mellem gadeidrætsorganisationen GAME, Københavns Universitet og Steno Diabetes Center Copenhagen. Ph.d.-projektet var en del af ASFALT-projektet, som de tre partnerorganisationer stod bag. ASFALT-projektet bestod i en videreudvikling og et pilotstudie af GAME’s program bestående af ungeledede, peer-to-peer gadeidrætsaktiviteter i udsatte boligområder i Danmark.
Peer betyder ligemand og henviser dermed til, at personer med fællestræk i deres baggrund (fx alder eller tilhørsforhold til en social gruppe) eller oplevelser (fx i form af at have gennemlevet et sygdomsforløb) vil identificere sig med hinanden. Ifølge rationalet bag peer-to-peer tilgangen vil peer-ledere derfor være troværdige og autentiske rollemodeller for deres peers. Denne peer-relation beskriver jeg i afhandlingen med begrebet “peerness”. Peer-to-peer tilgange er populære inden for sundhedsfremme og anses for en metode, der kan nå målgrupper, der normalt betegnes som svære at nå med sundhedsfremmende indsatser. Det antages, at deltagerne vil finde peer-ledere autentiske og identificere sig med dem, og rationalet er derfor, at deres peerness er en vigtig mekanisme i peer-ledte programmer. Det forklares og undersøges dog sjældent hvordan denne peerness aktiveres i sundhedsfremmende indsatser. Formålet med dette ph.d.-studie var derfor at skabe forståelse for, hvordan peer-to-peer programmer kan aktivere og understøtte rationalerne bag tilgangen, samt at undersøge hvordan kontekstuelle faktorer påvirker peer-lederes praksisser i et ungeledet idrætstilbud i udsatte boligområder. Afhandlingen består af tre delstudier: et litteraturstudie og to empiriske undersøgelser af GAME’s program.