I begyndelsen af besættelsen af Danmark blev idrætten det kulturområde, som den tyske, nazistiske ledelse udviste størst engagement i at få løbet i gang igen.

Når tyskerne var så interesserede i at få genetableret idrætssamarbejdet, hang det sammen med, at Danmark blev defineret som et arisk-germansk område, som det ville være godt at få rystet sammen med den store beslægtede nation mod syd.

Andre lande – særligt i Østeuropa – fik ikke denne chance for et storstilet idrætssamkvem, men blev brutalt behandlet som undermennesker.

Dertil kom idrætssamkvemmets propagandaeffekt ved at tilbyde den tyske befolkning underholdning, og ved at Tyskland kunne demonstrere overskud til idrætsdyrkelse midt i en krigssituation.