Nekrolog – professor Knut Dietrich
v/ professor Reinhard Stelter
En af vore – en tidligere humanistisk samfundsvidenskabelig kollega på instituttet – døde den 17. juni, 87 år gammel. Lidt tragisk at Knut Dietrich, som levede for og forskede inden for krop- og bevægelseskultur, led af Parkinsons sygdom, som tiltagende indskrænkede hans liv og bevægelsesmuligheder. Han var min Doktorvater i funktion som bivejleder, idet jeg skrev min ph.d.-afhandling – afsluttet i 1994 – på KU's Psykologisk Laboratorium. I direkte forlængelse af sin emeritering fra universitetet i Hamborg var han mellem 2000-2002 fast ansat gæsteprofessor på Institut for Idræt (IFI) med tilknytning til Afdeling for Praksis, Pædagogik og Psykologi, som jeg dengang var leder af. Jeg forsøgte sidste gang at telefonere med ham til hans fødselsdag den 15. april, men han tog ikke telefonen. Hvem ved, hvordan hans tilstand allerede var på dette tidspunkt.
Knuts aftryk på den tyske og internationale idræts- og bevægelsesforskning er omfattende. Efter sin uddannelse som skolelærer og nogle praktiske undervisningsår fik han ansættelse på Goethe-Universität i Frankfurt am Main, hvor han også skrev sin doktorafhandling, som han afsluttede i 1971. Han var tydeligt inspireret af Frankfurter Schule og Kritisk Teori, som dengang havde sociologen Jürgen Habermas som frontfigur.
1970'erne var den mest intense fase i opbygning af idrætsforskning i Tyskland. München var jo OL værtsby i 1972. Allerede in 1973 blev Knut Dietrich professor for idrætspædagogik på Universität Hamburg. Mit første bekendtskab med Knuts forskning og pædagogisk tænkning var i min studietid på universitetet i Kiel. Jeg beskæftigede mig med en spilnær didaktik, som han havde udviklet. Spildaktikkens formål er at et holdspil, selvom det kun spilles 3 mod 3, bør indeholde spillets grundidé. Det øger motivation for øvelsesfaserne, som er nødvendigt for at udvikle spillernes teknik og taktisk forståelse. Mange år senere, i min ph.d. afhandling, blev jeg særligt inspireret af hans begrebsskabelse idrætslig iscenesættelse, som jeg undersøgte i forhold til udvikling af idrætsdeltagernes identitetsudvikling. Inddeling i forskellige idrætsgrene havde som ordens- og strukturprincip mistet sin værdi til at beskrive idrættens mangfoldighed. Iscenesættelsen blev tydeligt gennem en historisk og socialt betinget stigende opsplitning af idrætskulturer i mange udøvelsesformer, som ikke kun var forankret i idrætsforeningen, men i fitnesscentre, i naturen, uorganiseret i fritiden og meget andet.
Knut var en humanistisk-samfundsvidenskabelig idrætsforsker par excellence, idet han formåede at bygge bro mellem de forskellige videnskabsdiscipliner sociologi, antropologi, etnografi, byplanlægning, kulturvidenskab, pædagogik og psykologi. Hans tværfaglige og samtidigt politiske engagement kom bl.a. til udtryk i foreningsstiftelsen "Hamburger Forum Spielräume" og "Initiative Kinder in der Stadt", som opståede med en ambition om at skabe gode bevægelsesrum for børn og unge i storbyen.
Knut Dietrich var en af Tysklands førende idrætspædagoger. Sammen med sin mangeårige kolleger Gerhard Landau udgav han 1990 et idrætspædagogisk standardværk "Sportpädagogik: Grundlagen – Positionen – Tendensen", som til den dag i dag er interessant læsning. Han var også medstifter af det tyske tidsskrift Sportpädagogik, som tilstræber at bygge bro mellem videnskab og praksis.
I sit videnskabelige arbejde beskæftigede han sig blandt andet med spil- og idrætsdidaktik, krops- og bevægelseskultur, byen som bevægelsesrum, børnevenlig byplanlægning, krop, motion og sport i skolen, forskellige former for idrætslig iscenesættelse, kropssprog, kropsfænomenologi, den ikke-sportslige sport og beskæftigelsesmuligheder hos kommercielle sportsudbydere.
Knut har altid være en opløftende og samtidigt kritisk stemme, der ofte ikke var tilfreds med aktuelle positioner og omstændigheder. Hans kritiske stillingtagen, forbundet med et ønske om at give plads til kroppen i skolen, kom bl.a. til udtryk i en interviewartikel, forfattet af Sten Nepper-Larsen, publiceret i DPUs Asterisk 5/2002. Her sagde Knut Dietrich bl.a. følgende:
»Kroppen kan ikke være en normativ basis for opdragelsesprocesser, hvis man forstår kroppen som et argument. Men når vi ved, at alle læreprocesser og al selverfaring sker med udgangspunkt i kroppen og bevægelsen, så må man beklage – og her bliver jeg meget kritisk – at disse indsigter næsten systematisk bliver glemt af alle institutioner, der tager sig af at opdrage, uddanne og danne mennesket. Man kan tale om skolens kropsfjendtlighed. Det må beklages, at skolen kun synes at være en skolen for ånden. Idealet synes at være Immanuel Kant, der altid sad ubevægeligt inden døre og tænkte uden følelser og langt fra praksis. Vi disciplineres til at være siddende og eftertænkende mennesker. Denne livsfjendtlighed ødelægger muligheden for erkendelse, der i sidste ende – og som fænomenologerne, bl.a. Maurice Merleau-Ponty, har vist – altid udspringer af kropslige erfaringer. Hele denne historie er skæbnesvanger. Men kroppen er aldrig et rent argument, for den findes ikke hinsides sproget og jeg'et.« Nutidens skærmtidsforbrug og den medfølgende bevægelsesmangel hos børn og unge vil Knut med sikkerhed vurdere som katastrofal.
Hans internationale samarbejde udviklede sig i forskellige faser: I sine unge forskerår var han udsendt af den tyske udviklingstjeneste, hvor han fungerede som inspirator for idrætslæreruddannelser i Asien og Afrika. Nogle af hans tidlige bøger er bl.a. oversat til indonesisk. I 1985 var Knut Dietrich med til at stifte det fransk-dansk-tyske Institut International d'Anthropologie Corporelle (IIAC). Initiativet kom fra franske pædagogikforskere og var et forsøg på at skabe en større interdisciplinaritet mellem historie, kultursociologi, etnologi, kulturantropologi, socialpsykologi, idrætsvidenskab, danseforskning, pædagogik. Gennem denne institution, støttet af det tysk-franske ungdomsværk, udviklede sig de første intense kontakter til den danske idrætsforskning, som her særligt forbindes med navne som Henning Eichberg, Jørn Hansen, Jørn Møller, Søren Nagbøl, Niels Kayser Nielsen, Jørgen Povlsen og Kirsten Roessler. Jeg var selv en del af gruppen et par år senere.
I sin tid på IFI var Knut Dietrich tilknyttet til flere forskningsprojekter, bl.a. til Rødkilde udeskoleprojekt under ledelse af Erik Mygind, til børneforskningsprojekter i samarbejde med Helle Rønholt og undertegnede. Knut startede med at være ph.d.-vejleder for Helle Winthers danseterapeutiske forskningsprojekt og havde bl.a. samarbejde med Søren Nagbøl, senere DPU, Charlotte Svendler Nielsen og Mia Herskind. I 2002 var han udgiver af bogen Socialisation and the Social Change in Movement Culture and Sport som produkt af det voksende forskerfællesskab mellem sine mange samarbejdskolleger inden instituttet.
Knut Dietrich er fader af den forskningsambition og –tradition, som fortsat har sin forankring i den nuværende sektion Idræt, Individ og Samfund. Instituttet og Københavns Universitet kan være stolte og beæret af at have været vært for hans skaberkraft, generøsitet og initiativrigdom.