Med kroppen til Rom - Kulturhistorisk læring via sanserne

Hovedidéen med turen var, ifølge fagets nye grundbog Med kroppen ind i kulturen – idrætshistoriske strejflys, at de studerende skulle opleve Rom frem for alt er ’kroppenes by’. Ingen anden by i verden har som Rom haft betydning for så forskelligartede historiske legeringer af krop, æstetik og politik med verdensappel i form af kejsertiden, pavestaten, barokken, fascismen og måske Berlusconismen.

Gennem tre intense dage gennemførte de 22 studerende og jeg en tidsrejse fra antikken til senmoderniteten, fra Colosseum til Roms og Italiens fodboldhjerte Stadio Olimpico, der også var centrum for OL i Rom i 1960.

Motion og emotion hænger sammen

Baggrunden for turen er, at når man oplever historien ’på stedet’, så giver det en stor motivation og intens erkendelse af temaet. Man får også bevæget sig, uanset om man går, cykler eller løber i byens rum.

På den måde kan det kropslige aspekt blive en indfaldsport til en by, ved at man fx oplever en fodboldkamp med byens lokale hold eller genoplever udløbere af nøgenkulturen i det gamle Østtyskland ved at besøge det nutidige Berlins utallige saunaer, spa og wellness-centre, hvor man stadig bevæger sig rundt uden en trevl på kroppen.

En sådan tilgang forekommer relevant i en tid, hvor det bliver stadig mere tydeligt, at erkendelse via krop og bevægelse fremmer indlæringen, også i de boglige fag. At turen i den grad gik i kroppen, oplevede vi især i den vidunderligt smukke barokkirke Gesù, hvor vi i meditativ tavshed oplevede loftets figurer presse sig fri af rammerne for tredimensionalt at trække os mod himlens stråleglans.

Helt i den anden ende af følelsesspektret ville euforien ingen ende tage, da vi på en særudstilling i tilknytning til Augustus’ fredsalter oplevede ’optic art’-pioneren Alberto Biasis (1937-) installationer lege med vores synssans, men til sidst fik vagterne dæmpet os. 

Kroppen ind i historien

I forsøget på at tilegne sig historie og kultur kan man gå på byvandring, men man kan også gå på ’byklatring’, altså tilegne sig byen vertikalt ovenfra. Det sker fx når man bevæger sig op i tv-tårnet på Alexander Platz i Berlin, hvorfra man kan få et fantastisk fugleperspektiv på de lokaliteter, man siden skal besøge. På vej op i kongepaladset Il Vittoriano i Rom kan man sanse byen fra stadigt nye perspektiver, når man når højere og højere niveauer, hvorved der træder stadigt nye detaljer frem, for til sidst at kunne fange fx Forum Romanum, Colosseum og kejserpalads i ét blik.

Man kan også løbe sig ind i historien ved ligefrem at tage en joggingtur på det antikke stadion i Olympia i Grækenland. Alternativt en løbetur på den store antikke hestevæddeløbsbane i Rom, der i dag bruges som rekreativt område, eller på Olympia Stadion i Berlin, hvor OL i 1936 blev afholdt.

Ens egen krop skulle gerne blive involveret, uanset om man studerer statuer af sportsmænd i parker og idrætsanlæg, om man helt bogstaveligt går i kejser Augustus’ fodspor i hans fredsalter i Rom, om man fornemmer ubehaget ved at stå i et nazistisk kultrum ovenpå den tyske rigssportsførers urne på det olympiske anlæg i Berlin, eller om man som de troende katolikker lader sin hånd bevæge sig hen over foden på statuen af Sankt Peter i Peterskirken i Rom og dermed bidrager til at gøre den dråbeformet som et tegn på millioner af troendes hengivenhed: hands-on-erfaring.

Emner