Preben forlader Københavns Universitet efter 53 år: ’Jeg har ikke fortrudt et eneste minut’

Da Preben Haarbye i 1968 for første gang trådte ind ad dørene på Københavns Universitet, havde han ikke forestillet sig, at det skulle blive hans sidste job.

Dengang hed arbejdspladsen Gymnastikteoretisk Laboratorium, i dag hedder den Institut for Idræt og Ernæring, og selvom der er sket meget siden, har én ting altid været den samme – hvis forskerne har haft brug for specialbygget udstyr til deres forskning, er de gået til Preben. 

Og det har altid været nogle meget specifikke forespørgsler, elektronikmekanikeren har fået.

"Intet af det har været lavet før. Det kan ikke købes nogle steder, og jeg har hver gang løst et meget konkret problem, som forskerne har haft. Jeg skal have arbejde, hvor jeg skal bruge den indvendige side af hovedet, ellers gider jeg ikke", fortæller Preben Haarbye, der har nydt de forskelligartede og til tider svære opgaver.

Selvom han har været på Københavns Universitet i over 50 år, har han aldrig måttet opgive at lave et måleinstrument.​

"Jeg har altid fundet ud af at lave det, selvom det ikke altid har været nemt, for jeg er stædig og har insisteret på, at det kunne lade sig gøre. Nogle gange har jeg siddet med det derhjemme for at knække koden til det, og så lige pludseligt falder tiøren. Og sådan noget er spændende. Hvis alle havde det sådan, var der ingen, der sagde op på deres arbejde", siger han.​

Sparkecyklen​

Det projekt, han har arbejdet længst tid på, er sparkecyklen. En cykel, der skulle give forskerne mulighed for at tage muskelprøver fra en forsøgspersons lår, mens vedkommende er aktiv på cyklen.

"Det kan man ikke på en almindelig cykel, fordi låret bevæger sig op og ned hele tiden. Her bliver låret spændt fast, så man kun kan bevæge underbenet, og så cykler man med det i stedet. På den måde er låret helt fikseret, så man kan tage prøver fra det, mens der cykles", forklarer Preben Haarbye.

Cyklen satte han sammen af stel fra de normale Monark-kondicykler, et sæde fra en bil og flere andre komponenter. Til at "træde" cyklen lavede han et lokomotiv-lignende system, som kører rundt, når forsøgspersonen sparker fremad.​

Aldrig for pengene

Gennem sin lange karriere har Preben Haarbye haft adskillige muligheder for at gå andre veje. Veje, der givetvis havde resulteret i lidt mere i lønposen, men penge har aldrig været en afgørende faktor i hans karriere.

"Jeg har ikke fortrudt et eneste minut, og jeg har altid været glad for at være på KU. Jeg kunne godt have tjent flere penge andre steder, men jeg vil ikke lave samlebåndsarbejde. Jeg gider ikke at lave to ting, der er ens, og på KU har jeg haft en unik mulighed for at lave noget nyt hver eneste gang."

"De har altid været ekstremt glade for den hjælp, de har fået. Selvom jeg har været her i så mange år, så kommer de stadig og siger, at de håber, at jeg ikke er ved at stoppe. Vedligeholdelse af udstyret er jo også vigtigt, og når jeg laver noget, er der ingen tegninger eller diagrammer - der er kun det, der sidder herinde", griner han og peger på sin højre tinding. Preben Haarbye er da heller ikke i tvivl om, at hans arbejde har været til stor glæde for de forskere, som han har arbejdet sammen med.

Familien trækker

Men stopper, det gør han. Fra i dag den 1. april arbejder Preben Haarbye ikke længere på Københavns Universitet. Og der er flere grunde til, at det lige netop er nu, at 84-årige Preben Haarbye forlader KU.

"Jeg har set alt, alt for lidt til mine børnebørn, fordi jeg ikke har haft tid. Så det spiller en stor rolle i, at jeg stopper nu. Derudover har jeg slidgigt i mit knæ, som er blevet værre og værre, og det er nok det, der har været den sidste afgørende ting". 

​På trods af, at familien i mange år har haft en far, morfar og mand, der har arbejdet meget - selv i en høj alder - har Preben Haarbye ikke oplevet noget pres fra deres side.

"Min familie har ikke forsøgt at tvinge mig til at stoppe, men de har flere gange spurgt, om jeg virkeligt behøvede at fortsætte. Men når jeg står op om morgenen, skal jeg vide, at jeg har noget sjovt at lave. Og det her, det har været sjovt", siger han og tilføjer med et smil:​

"Men nu skal jeg nyde mit opium – ikke otium, for det andet er meget sjovere."