Nej, det er ikke blevet sundere at være overvægtig – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

NEXS > NYHEDER > 2016 nyheder > Nej, det er ikke bleve...

17. maj 2016

Nej, det er ikke blevet sundere at være overvægtig

Kommentar

Nylig publiceret forskning i overvægts betydning for dødelighed antyder, at overvægtige lever længere end normalvægtige. Det er et flot studie – men med en forkert fortolkning. Undersøgelsens konklusioner glemmer at tage højde for, at vi er blevet langt bedre til at behandle de livsstilssygdomme, der knytter sig til overvægt.

"Der er ikke for nærværende nogen overbevisende grund til at gå ud og revidere WHOs BMI-grænser", skriver lektor Thomas Meinert Larsen og professor Arne Astrup.

Af lektor Thomas Meinert Larsen og professor, dr. med. Arne Astrup, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet

En gruppe danske forskere på Herlev Hospital med læge Shoaib Afzal i spidsen har for nyligt offentliggjort meget interessante videnskabelige resultater om betydningen af overvægt for dødelighed i det velansete tidsskrift Journal of the American Medical Association (JAMA). Forskerne indikerer selv, at resultaterne måske bør give anledning til at revurdere WHOs definitioner for overvægt. Vi mener, at dette er en forhastet konklusion, og vi forklarer her hvorfor.

Flot studie – men forhastet konklusion

Det offentliggjorte projekt har fulgt tre store danske befolkningsgrupper over en lang årrække. En gruppe på 13.704 voksne personer gennemgik grundige helbredsundersøgelser i årene 1976-1978, en anden gruppe på 9.482 voksne personer er undersøgt i årene 1991-1993, og en sidste gruppe på 97.362 personer er i undersøgt i årene 2001-2013.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anvender BMI-tallet 25 til at definere grænsen for overvægt.

Hvorvidt alle disse deltagerne så fortsat var i live i november 2014, har man undersøgt ved at krydstjekke med offentligt tilgængelige dådsårsagsregistre, og man har på den baggrund kunnet undersøge sammenhængen mellem BMI (på undersøgelsestidspunktet) og dødelighed. Forskningsmæssigt er det et ganske unikt og flot studie.

Studiets hovedresultater peger på, at hvor man i de to ældre befolkningsundersøgelser finder, at den laveste dødelighed findes ved et BMI omkring 23,7 eller 24,6, så er der tegn på, at deltagerne i den nyeste befolkningsundersøgelse lever længst ved et BMI på omkring 27,0 - altså et godt stykke over den BMI-grænse på 25, som WHO anvender til at definere grænsen for overvægt.

Vi betvivler som sådan ikke rigtigheden af disse resultater, men vi mener, at fortolkningen af dem er helt forkert.

Bedre behandling af følgesygdomme udskyder dødeligheden

Det er vores klare overbevisning, at hovedårsagen til disse resultater først og fremmest skyldes, at vi i de sidste 10-20 år er blevet langt bedre til at behandle overvægtige med for højt blodtryk, diabetes og forhøjet kolesterol med medicin og med operationer, der netop er med til at nedsætte risikoen for hjertekarsygdom og andre sygdomme, som kan medføre død.

En anden forklaring på resultaterne er også, at den nyeste befolkningsgruppe (2003-2013 gruppen) kun er blevet fulgt over ganske få år, hvilket vil reducere BMIs effekt på dødelighed, eftersom følgevirkningerne af overvægten gradvist øges jo længere tid man er overvægtig.

"Studiet viser altså ikke, at det blevet sundere at være overvægtig. Overvægt knyttes fortsat til en lang række følgesygdomme, men dem ser vi heldigvis ud til at være blevet langt bedre til at håndtere, hvilket er med til at udskyde dødeligheden.

Thomas Meinert Larsen og Arne Astrup

Studiets resultater antyder faktisk selv, at hvis man fulgte den sidste gruppe i lige så lang tid som de første to grupper, så vil den optimale BMI formodentlig falde; måske endda helt ned omkring et BMI på 23-24.

Studiet viser altså ikke, at det blevet sundere at være overvægtig. Overvægt knyttes fortsat til en lang række følgesygdomme, men dem ser vi heldigvis ud til at være blevet langt bedre til at håndtere, hvilket er med til at udskyde dødeligheden. Overvægt og fedme giver desuden anledning til en lang række andre gener som søvnapnø, problemer med bevægeapparatet, stigende hospitalsudgifter, øget sygefravær mv., faktorer som jo også er med til at understøtte de nuværende BMI-kategorier.

BMI-tallet kan ikke stå alene som mål for fedme eller sygdomsrisiko

Der er altså ikke for nærværende nogen overbevisende grund til at gå ud og revidere WHOs BMI-grænser. Det er naturligvis væsentligt at understrege, at BMI-tallet slet ikke kan stå alene som et mål for fedme eller risiko for sygdom, og dermed som et grundlag hvorudfra man bør igangsætte en egentlig behandling. Mange veltrænede kroppe har således ofte BMI på 26-28 eller højere, og med kun mikroskopisk fedtlag på kroppen, hvilket bestemt reducerer risikoen for fedmerelaterede sygdomme. Den enkelte bør således fortsat konsultere sig med egen læge for at få afdækket, om overvægten udgør et reelt sundhedsmæssigt problem.